Rejsevejledningen er senest opdateret den 12. august 2011
Rejsende til Nepal opfordres til at udvise forsigtighed samt, at holde sig løbende orienteret om udviklingen i sikkerhedssituationen. Der kan forekomme uroligheder, vejblokader og voldelige demonstrationer, særligt op til og efter fristen for den nye grundlov den 28. maj 2011.
Der er risiko for terrorhandlinger, som kan ramme både lokale og turister.
Efter en 11 år lang borgerkrig, hvor mere end 13.000 mennesker blev dræbt, blev der i 2006 indgået en fredsaftale. I de seneste år har Nepal været ramt af demonstrationer, vejblokader og voldelige uroligheder, primært relateret til landets politiske begivenheder. Udsigten til at den nye grundlov ikke når at blive færdig inden fristen den 28. maj 2011, kan give anledning til uroligheder, vejblokader og voldelige demonstrationer op til og efter dette tidspunkt.
Generelt er sikkerhedssituationen i Nepal præget af uforudsigelighed, og der er – særligt i de større byer - risiko for demonstrationer, vejblokader og strejker, der kan være voldelige. Rejsende bør udvise forsigtighed og holde sig på afstand af demonstrationer, større menneskemængder og opbud af politi og militær.
Rejsende bør ikke opholde sig i nærheden af politi- og militærforlægninger. Endvidere opretholder politiet og hæren kontrolpunkter på landets veje og i byerne, og rejsende bør følge de instruktioner myndighederne udstikker.
Rejsende bør holde sig løbende orienteret om situationen i landet, herunder om bebudede demonstrationer, strejker, udgangsforbud m.v. via nyhedsmedierne og Udenrigsministeriets rejsevejledning.
Generelt er færdsel på vejene i egen bil, motorcykel, cykel eller offentlig transport forbundet med risiko, da vejsystemets standard er dårlig, og mange færdselsregler ikke overholdes.
Flyulykker i Nepals bjergområder er ikke ualmindelige på grund af vanskelige flyveforhold og manglende overholdelse af sikkerhedsstandarder.
Det frarådes at tage på trekkingture alene. Det gælder også mindre dags- og cykelture. Det anbefales at anvende et anerkendt trekkingfirma til at arrangere turen og at anvende en guide.
Nepal er et uvejsomt land og kun sparsomt udstyret med kommunikationsmidler. Særligt i bjergområderne er mobiltelefondækningen mangelfuld, og det kan være vanskeligt at opretholde telefonisk kontakt til pårørende udenfor Nepal. Befinder man sig uden for de større byer, er det svært at få hjælp, hvis man kommer ud for en ulykke.
Det tilrådes at informere pårørende om den trekkingrute, man forventer at benytte og evt. afvigelser herfra. Man bør være særlig opmærksom på faren for højdesyge ved vandring i højtbeliggende bjergegne (for mere information om højdesyge (på engelsk) se her). På grund af det uvejsomme terræn kan det være yderst vanskeligt - nogle gange umuligt - at foretage medicinske evakueringer i tilfælde af alvorlig sygdom m.v. Det er vigtigt, at ens rejsesygeforsikring dækker den højde, som man forventer at vandre i, og at den også omfatter sygeevakuering med helikopter.
Nepal er beliggende på grænsen mellem de indiske og asiatiske kontinentalplader, og landet har gennem tiderne haft mange større jordskælv. I tilfælde af et større jordskælv i Kathmandu må det forventes, at mange bygninger vil styrte helt eller delvist sammen, og at de lokale myndigheder vil have vanskeligt ved at assistere de overlevende med lægehjælp, mad og vand. Færdsel ud af Kathmandu kan blive vanskeliggjort af skader på lufthavn og tilkørselsveje.
I monsunperioden fra juni til september rammes landsbyer, veje og stier i Nepals bjergrige terræn jævnligt af jordskred.
Manglende deklaration af fremmede valuta, svarende til USD 5.000 eller derover, kan medføre fængselsstraf og konfiskation af beløbet.
Danskere i Nepal er ikke dækket af det gule sygesikringsbevis, ligesom det blå EU-sygesikringsbevis heller ikke dækker. Alle danskere, der rejser til eller opholder sig i Nepal opfordres derfor til at tegne en privat rejsesygeforsikring.
Der gøres opmærksom på, at der skal tegnes en speciel forsikring, hvis der foretages bjergbestigning eller anden ekstrem sport.
Råd og vejledning om vaccinationer og sygdomsforhold skal rettes til Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen.
Alle danskere, der rejser til eller opholder sig i Nepal – uanset opholdets varighed – opfordres til at registrere sig på ambassaden i Kathmandu med henblik på eventuel kontakt i tilfælde af akut opståede krisesituationer. Registrering kan ske på ambassadens hjemmeside.